Just her for knapt et år siden, havde den omnipresente krise efterhånden nået sit klimaks for danskens økomomiske ruin. Jeg så fluks mit snit til at hive en andelslejlighed i hus til noget, der lå et stykke under udbudspris og følte mig nu egt ret godt sat, selvom der pludselig var minus 700 af de store på kontoen. "Det er nu ow en slaws pæéng" - som min salig papa ville have sagt.
Den lille intime gård, 2 store pulterrum og det lækre kvarter...goderne ville ingen ende tage.
Nu er jeg måske lidt naiv af natur, men mente nu egentlig at jeg vel nok kunne gennemskue en enlig ejendomsmæglers smiger og slangetale, og jovist fik vi da en klækkelig rabat i forhold til udbudsprisen, men lidet vidste jeg, at jeg blot få måneder efter ville sidde med en lejlighed, der trængte til mere end blot kærlighed.
Jo, hammeren faldt og nu skulle lejligheden komme til sin ret tænkte jeg. Tapetet var gulligtgustent af 12års intensiv rygning. Nikotinen drev af loftet og ned af væggen langs de kanter hvor møblerne havde brudt deres vej imod gulvet. Over det ulovlige listeloft hang de løse el-installationer frit og tiggede om lov til at udløse deres potentielle energi og udfri Newtons lov.
Tapetafdampere, spartler, pensler, blod, bæ, bræk, sved og tårer stod om os i kaskader, da de modige få troppede op for at give deres besyv med. Jo uden disse få unikke mennesker sad jeg nu nok stadig under den samme omgang gift. Wax on - wax off, gid det var så let. Her et lille år efter sidder jeg her så endnu. En væg fattigere, men et samtalekøkken rigere(se det er en helt anden historie). Med to istandsatte værelser og en dejlig kæreste, der netop er flyttet ind.
Ja, der mangler stadig at blive lavet loft, gulvene skal slibes, at få lavet badeværelset og få lagt gulv i køkkenet, men sådan er det jo når krisen kradser...så må man selv lave tingene når midlerne dukker op....hmmm....hvad har jeg glemt.....nååå ja
De skrigende børn: Nu kan jeg generelt ret godt lide de mennesker jeg omgiver mig med. De er generelt positive, intellektuelle og interessante mennesker. Fælles for dem er, at det er folk jeg villigt deler min tid med. En ting man ikke hørte da lejligheden blev købt, var de to skrigballoner, som vores i øvrigt enormt flinke overboer er besudlet med. 2 små piger af den værste slags. Enormt søde når de er glade, smiler og tuller rundt nede i gården - lige præcis så søde at man ikke kan få sig selv til at brokke sig over dem når de nat efter nat efter nat vækker mig med deres evindelige gråd. Der ud over er det utroligt hvor hårdt 15kg blondine kan trampe i gulvet når hun løber.
Ja, jeg ved det...jeg er en gammel, bitter, mand og ja, ja, du er meget sød, men hvis du græder meget mere ender du med en pude i halsen.
Jeg mangler vidst lidt tolerance endnu inden jeg er klar til at få børn.
Den lille intime gård, 2 store pulterrum og det lækre kvarter...goderne ville ingen ende tage.
Nu er jeg måske lidt naiv af natur, men mente nu egentlig at jeg vel nok kunne gennemskue en enlig ejendomsmæglers smiger og slangetale, og jovist fik vi da en klækkelig rabat i forhold til udbudsprisen, men lidet vidste jeg, at jeg blot få måneder efter ville sidde med en lejlighed, der trængte til mere end blot kærlighed.
Jo, hammeren faldt og nu skulle lejligheden komme til sin ret tænkte jeg. Tapetet var gulligtgustent af 12års intensiv rygning. Nikotinen drev af loftet og ned af væggen langs de kanter hvor møblerne havde brudt deres vej imod gulvet. Over det ulovlige listeloft hang de løse el-installationer frit og tiggede om lov til at udløse deres potentielle energi og udfri Newtons lov.
Tapetafdampere, spartler, pensler, blod, bæ, bræk, sved og tårer stod om os i kaskader, da de modige få troppede op for at give deres besyv med. Jo uden disse få unikke mennesker sad jeg nu nok stadig under den samme omgang gift. Wax on - wax off, gid det var så let. Her et lille år efter sidder jeg her så endnu. En væg fattigere, men et samtalekøkken rigere(se det er en helt anden historie). Med to istandsatte værelser og en dejlig kæreste, der netop er flyttet ind.
Ja, der mangler stadig at blive lavet loft, gulvene skal slibes, at få lavet badeværelset og få lagt gulv i køkkenet, men sådan er det jo når krisen kradser...så må man selv lave tingene når midlerne dukker op....hmmm....hvad har jeg glemt.....nååå ja
De skrigende børn: Nu kan jeg generelt ret godt lide de mennesker jeg omgiver mig med. De er generelt positive, intellektuelle og interessante mennesker. Fælles for dem er, at det er folk jeg villigt deler min tid med. En ting man ikke hørte da lejligheden blev købt, var de to skrigballoner, som vores i øvrigt enormt flinke overboer er besudlet med. 2 små piger af den værste slags. Enormt søde når de er glade, smiler og tuller rundt nede i gården - lige præcis så søde at man ikke kan få sig selv til at brokke sig over dem når de nat efter nat efter nat vækker mig med deres evindelige gråd. Der ud over er det utroligt hvor hårdt 15kg blondine kan trampe i gulvet når hun løber.
Ja, jeg ved det...jeg er en gammel, bitter, mand og ja, ja, du er meget sød, men hvis du græder meget mere ender du med en pude i halsen.
Jeg mangler vidst lidt tolerance endnu inden jeg er klar til at få børn.
