Afghanistan....nytter det?

Den seneste tids debat i medierne hvor blandt andet formanden for befalingsmændene i DK, Jesper K. Hansen, har været ude og kræve en exit-strategi og ligefrem kalder missionen for nyttesløs(http://politiken.dk/indland/article825588.ece) er en noget problematisk affære i mine øjne.

Dette har ikke just gavnet den folkelige oppakning til missionen, og det er i mine øjne ikke kun problematisk i forhold til vores arbejde og endelige mål i missionen, men også i forhold det indtryk den almene dansker får af missionens relevans. Faktum er at han på ingen måde er specialist i statskundskab, nationsbygning, økonomi eller lign. der vil kvalificere ham til at dømme missionen nytteløs.
Jesper Hansen er uden tvivl dygtig til det han laver, men han har ikke på nogen måde det fulde overblik, og ser ikke det fulde spektrum. Når han udtaler sig på den måde taler han ikke som privatperson, men for den gruppe af befalingsmænd der løser en stor og vigtig del af opgaverne i Afghanistan. Det er yderst problematisk, at han som underkvalificeret går ud og kommer med sådanne udtalelser, da den almindelige dansker ikke har nogen indsigt i hvorledes det militære system fungerer, men råt for usødet sluger hvad han siger. : "Han er soldat og udtaler sig negativt - så må det være sandt." - Sådan er det bare ikke altid.

Tøger Seidenfaden er desuden også overmåde ivrig for at få soldaterne hjem i en fart. (http://politiken.dk/debat/article826987.ece). Tøger er en magtfuld mand i DK. Når han skriver noget læser flere hundrede tusinde mennesker det, og han er i form af sin stilling istand til at påvirke den folkelige mening. - hvilket Tøger udemærket ved og udnytter til sine egne formål - At provokere politikere og sælge aviser. Desværre påvirker han den almene holdning til missionen utroligt meget når han skriver sådanne ledere.

Det danske ansvarsområde er om noget det sværeste i hele landet. De fredelige lokale er fanget som lus imellem to negle. De kan langt hen ad vejen godt se at vi er de gode, men de tør ikke samarbejde af frygt for talibans repressalier. Det ændrer sig ikke forløbíg. Taliban er overalt. De har infiltreret politiet, hæren, lokalbefolkningen og spiller ofte på to heste. Fredelige bønder om dagen og kæmper for et par dollar som oprører om natten. Ikke fordi de har et inderligt had til os, men fordi det er den eneste måde at tjene lidt på. Handlen og produktionen er yderst begrænset, og NGO'erne nægter at være i disse områder pga faren, men kræver samtidig at enheder som CIMIC ikke begynder at gøre grænserne imellem NGO og militær for flydende. Forståeligt nok, men så er der bare ikke nogen hjælp at hente til udvikling.

Ja, det er sandt, at der ikke sker nogen kæmpe fremgang, men målestokken for fremgang er anerledes i Helmand end i Danmark. Fremgang i Dk er når vi får en Femernbælt-bro og en ny metro-cityring. Fremgang i Helmand er når vejen til bazaren får stampet grus og ler lagt på, således at man kan se om der er gravet i vejen og dermed muligvis ligger en bombe. Fremgang er når man finder et egnet sted hvor grundvandet ikke er sunket så meget pga. af de sidste 9 års tørke, at man kan hente nogenlunde frisk vand op. Fremgang er når en fælles dieselgenerator i landsbyen gør at man kan kigge i sine skolebøger efter mørkets frembrud. Jesper Hansen burde af alle vide at Ting Tager Tid. Især i Afghanistan.

Selvfølgelig skal vi ud af landet, ingen tvivl om det, men vi skal være der lige så længe som der er behov for det, og først når en demokratisk valgt regering reelt beder os om at forlade landet igen skal vi overveje dette. Afghanistans præsident Hamis Karzai er ikke folkevalgt i Afghanernes øjne. Han er "vestens marionet" som taliban siger, og det er mere eller mindre korrekt. Hans bror er den største narkobaron i det sydlige Afghanistan og korruptionen gennemsyrer Karzais illigitime regering. Karzai selv kom til magten i 2001 ved Bonn-aftalen og blev præs. for AiG (Afghan interrim Government). Den afghanske forfatning siger at en præs. max kan sidde 8 år. Det har han nu. Selvom de første par år i AiG ikke tæller med, ville det have været god skik at trække sig, for at demonstrere at forfatningen håndhæves.

Hvis vesten trækker sig ud nu og endnu en gang efterlader Afghanerne til sig selv er det blot et spørgsmål om tid før endnu en ny borgerkrig bryder ud og problemerne med islamisk ekstremisme vil eksplodere - ikke kun i Afghanistan, men de vil brede sig til Uzbekistan, Tadsjikistan og Kirgistan.

Måske nytter det ikke umiddelbart så meget på nuværende tidspunkt i vores ansvarsområde, men det er vores pligt at holde ved. Det er vores erklærede mål at beskytte os selv imod fremtidige farer og hjælpe afghanerne imod undertrykkelse. Hvis vi trækker os nu vil alle danske liv være spildte, og om 15 år skal vi starte forfra.

Frygtens årti!

Hvornår er verden blevet så frygteligt et sted? Hvornår skete det? Jeg husker endnu min barndom, der endnu ikke ligger mange årtier tilbage. Jeg tror at 90'erne for mig repræsenterer "sorgløshedens årti". For at være ærlig...havde vi det ikke bedre før årtusindskiftet? Det var et årti hvor vi fyldte os med fthalater, pædagogerne røg os børn i hovedet i børnehaven, vi drak grøn, blå, rød sodavand med fornøjelse, vi gik i fodformede riprap-sko, spiste røde pølser og kunne gå rundt med måsen bar i institutionen fordi det nu en gang var rarest. Der var ikke noget der hed partikelfiltre til biler, lastvogne og busser og jeg syntes faktisk, at duften af diesel fra en busmotor var så god, at jeg i en alder af 5år gerne stillede mig bag bussen op til børnehaven blot for at indhalere lidt udstødning. Man skulle endnu ikke have dårlig samvittighed hvis man gik i bad mere end 5 min, havde glemt at slukke en 60w glødepære, eller havde skruet radiatoren helt op på tre.

Børn nu omstunder må ingenting. De er pakket ind i vat. Der er sågar småbørnsinstitutioner hvor de skræller barken af de nederste dele af træerne for at børnene ikke skal rive sig. Der skal altid være to pædagoger til stede og det er næsten utænkeligt at en mandelig pædagog kan få lov at tumle med børnene i "tumleren" idag hvis ikke han minutiøst kan aflægge rapport om hele hændelsesforløbet bagefter til den pædagogiske leder i 3 eksemplarer. Frygten for pædofili, der i realiteten næsten ikke findes, ender med i sidste ende at gå mere ud over børnene end intentionen, der jo er at beskytte dem. Måske var det ikke sundt for os at indhalere diesel, men vi lever da endnu og har ikke taget skade...sådan da! :-) Heller ikke af den røde sodavand.

Så kom 00'erne. Idag skal vi frygte terror og holde øje med hinandens mistænkelige adfærd. Kigge efter skumle pakker på stationerne og indrapportere hinanden til myndighederne. . . dette er 20 året for murens fald, og jeg syntes det er den gale vej det går. Vi får kræft af knækbrød, må ikke drikke mere end 5 genstande, gmo-fødevarer er indbegrebet af satan på jord og konsekvenserne hvis du indtager dem er 90år i skærsilden og samtlige af dine efterkommer bliver lysegrønne. Klimaet er ved at styrte sammen. Vi drukner højest sandsynligt alle i nær fremtid fordi isen smelter, havstrømmene vender, de magnetiske pole vender, månen rykker sig længere væk fra jorden hvert år, hvalerne bliver spist af japanerne, der er snart ikke flere tun tilbage, 80% af alle kendte fiskepladser er udtømte pga overfiskeri. etc. etc. etc.

Jeg udsender hermed en efterlysning efter 90'erne. Godt nok var det stilmæssigt et grimt årti, men jeg er ligeglad - giv mig buffaloskoene tilbage og mambo number 5 på boomblasteren, så kan I beholde jeres angst og paranoia.

En salut til mine hjælpere. En fortælling om renovering og skrigende børn

Just her for knapt et år siden, havde den omnipresente krise efterhånden nået sit klimaks for danskens økomomiske ruin. Jeg så fluks mit snit til at hive en andelslejlighed i hus til noget, der lå et stykke under udbudspris og følte mig nu egt ret godt sat, selvom der pludselig var minus 700 af de store på kontoen. "Det er nu ow en slaws pæéng" - som min salig papa ville have sagt.

Den lille intime gård, 2 store pulterrum og det lækre kvarter...goderne ville ingen ende tage.
Nu er jeg måske lidt naiv af natur, men mente nu egentlig at jeg vel nok kunne gennemskue en enlig ejendomsmæglers smiger og slangetale, og jovist fik vi da en klækkelig rabat i forhold til udbudsprisen, men lidet vidste jeg, at jeg blot få måneder efter ville sidde med en lejlighed, der trængte til mere end blot kærlighed.

Jo, hammeren faldt og nu skulle lejligheden komme til sin ret tænkte jeg. Tapetet var gulligtgustent af 12års intensiv rygning. Nikotinen drev af loftet og ned af væggen langs de kanter hvor møblerne havde brudt deres vej imod gulvet. Over det ulovlige listeloft hang de løse el-installationer frit og tiggede om lov til at udløse deres potentielle energi og udfri Newtons lov.

Tapetafdampere, spartler, pensler, blod, bæ, bræk, sved og tårer stod om os i kaskader, da de modige få troppede op for at give deres besyv med. Jo uden disse få unikke mennesker sad jeg nu nok stadig under den samme omgang gift. Wax on - wax off, gid det var så let. Her et lille år efter sidder jeg her så endnu. En væg fattigere, men et samtalekøkken rigere(se det er en helt anden historie). Med to istandsatte værelser og en dejlig kæreste, der netop er flyttet ind.

Ja, der mangler stadig at blive lavet loft, gulvene skal slibes, at få lavet badeværelset og få lagt gulv i køkkenet, men sådan er det jo når krisen kradser...så må man selv lave tingene når midlerne dukker op....hmmm....hvad har jeg glemt.....nååå ja

De skrigende børn: Nu kan jeg generelt ret godt lide de mennesker jeg omgiver mig med. De er generelt positive, intellektuelle og interessante mennesker. Fælles for dem er, at det er folk jeg villigt deler min tid med. En ting man ikke hørte da lejligheden blev købt, var de to skrigballoner, som vores i øvrigt enormt flinke overboer er besudlet med. 2 små piger af den værste slags. Enormt søde når de er glade, smiler og tuller rundt nede i gården - lige præcis så søde at man ikke kan få sig selv til at brokke sig over dem når de nat efter nat efter nat vækker mig med deres evindelige gråd. Der ud over er det utroligt hvor hårdt 15kg blondine kan trampe i gulvet når hun løber.

Ja, jeg ved det...jeg er en gammel, bitter, mand og ja, ja, du er meget sød, men hvis du græder meget mere ender du med en pude i halsen.

Jeg mangler vidst lidt tolerance endnu inden jeg er klar til at få børn.