Hvornår er verden blevet så frygteligt et sted? Hvornår skete det? Jeg husker endnu min barndom, der endnu ikke ligger mange årtier tilbage. Jeg tror at 90'erne for mig repræsenterer "sorgløshedens årti". For at være ærlig...havde vi det ikke bedre før årtusindskiftet? Det var et årti hvor vi fyldte os med fthalater, pædagogerne røg os børn i hovedet i børnehaven, vi drak grøn, blå, rød sodavand med fornøjelse, vi gik i fodformede riprap-sko, spiste røde pølser og kunne gå rundt med måsen bar i institutionen fordi det nu en gang var rarest. Der var ikke noget der hed partikelfiltre til biler, lastvogne og busser og jeg syntes faktisk, at duften af diesel fra en busmotor var så god, at jeg i en alder af 5år gerne stillede mig bag bussen op til børnehaven blot for at indhalere lidt udstødning. Man skulle endnu ikke have dårlig samvittighed hvis man gik i bad mere end 5 min, havde glemt at slukke en 60w glødepære, eller havde skruet radiatoren helt op på tre.
Børn nu omstunder må ingenting. De er pakket ind i vat. Der er sågar småbørnsinstitutioner hvor de skræller barken af de nederste dele af træerne for at børnene ikke skal rive sig. Der skal altid være to pædagoger til stede og det er næsten utænkeligt at en mandelig pædagog kan få lov at tumle med børnene i "tumleren" idag hvis ikke han minutiøst kan aflægge rapport om hele hændelsesforløbet bagefter til den pædagogiske leder i 3 eksemplarer. Frygten for pædofili, der i realiteten næsten ikke findes, ender med i sidste ende at gå mere ud over børnene end intentionen, der jo er at beskytte dem. Måske var det ikke sundt for os at indhalere diesel, men vi lever da endnu og har ikke taget skade...sådan da! :-) Heller ikke af den røde sodavand.
Så kom 00'erne. Idag skal vi frygte terror og holde øje med hinandens mistænkelige adfærd. Kigge efter skumle pakker på stationerne og indrapportere hinanden til myndighederne. . . dette er 20 året for murens fald, og jeg syntes det er den gale vej det går. Vi får kræft af knækbrød, må ikke drikke mere end 5 genstande, gmo-fødevarer er indbegrebet af satan på jord og konsekvenserne hvis du indtager dem er 90år i skærsilden og samtlige af dine efterkommer bliver lysegrønne. Klimaet er ved at styrte sammen. Vi drukner højest sandsynligt alle i nær fremtid fordi isen smelter, havstrømmene vender, de magnetiske pole vender, månen rykker sig længere væk fra jorden hvert år, hvalerne bliver spist af japanerne, der er snart ikke flere tun tilbage, 80% af alle kendte fiskepladser er udtømte pga overfiskeri. etc. etc. etc.
Jeg udsender hermed en efterlysning efter 90'erne. Godt nok var det stilmæssigt et grimt årti, men jeg er ligeglad - giv mig buffaloskoene tilbage og mambo number 5 på boomblasteren, så kan I beholde jeres angst og paranoia.
Om mig
fredag den 6. november 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar